Perversioner/parafilier

Perversioner/parafilier

Hvad er en perversion? Og hvordan kan man hjælpe en person af med en perversion? Kan man overhovedet behandle en perversion? Og hvad siger de kloge hoveder?


Søger man på perversion under www.wikipedia.dk kommer følgende definition op.

Perversion [pärvär’sjo’n] subst. –en, -er, -erne

1) En ændring af noget oprindeligt normalt, til det modsatte.
2) En seksuel afvigende adfærd.
3) En sygelig handling, f.eks. Massemord.

Kigger man på denne definition, giver det ikke noget klart billede af, hvad de forskellige former for perversioner er, samtidig med at grænsen for perversioner er tvetydig. Den seksuelle perversion er i dette tilfælde et vidt begreb, hvorfor jeg i stedet vil bruge begrebet parafili.

Definition på en parafili:

”Parafili er i sexologien og psykologien en betegnelse, der beskriver seksuel drift forbundet med særlige objekter eller situationer, særligt sådanne som kan forstyrre muligheden for gensidig kærlighed”.

”Parafili beskriver seksuel drift forbundet med særlige objekter eller situationer, særligt sådanne, som kan forstyrre muligheden for gensidig kærlighed”.

”Parafil omfatter mennesker, der har et negativt forhold til seksualitet, et fjendtligt forhold til nærvær og konflikt og afsavn til forældre”.

Ordet parafili blev tidligere brugt primært af læger. Det var på det tidspunkt en fordømmende og fordomsfuld forstand, analogt med perversion, som stadig bruges, men som er den gammeldags måde at omtale de seksuelle afvigelser på.
Det bruges til at kategorisere seksuelle drifter, tilbøjeligheder og aktiviteter, der ligger uden for, hvad samfundet betragter som normalt.

De fleste parafilier starter i 3-4 års alderen. Det er som regel der, at barnet lægger sit behov for nærvær og tryghed over på særlige objekter eller situationer. Men først i 8-9 års alderen finder barnet en passende løsning på den konflikt det føler indeni, samtidig med, at skamfølelsen begynder at udvikle sig. Det der sker, er at barnet knytter mistro og usikkerhed til egne følelser, og for at opnå de bedste og hurtigste resultater, skal behandlingen helst starte inden det fyldte 15. år.

Forskellige parafilier:
– Ekshibitionisme (Nøgenhed)
– Masochisme (Trangen til ydmygelse)
– Sadisme (Påføre andre smerte)
– Fetichisme (Ikke-seksuelle objekter)
– Pædofili (Tiltrækning af børn)
– Frotteurisme (Gnubbe sig)
– Infantilisme (At være baby)
– Transvestisme (Tøj til andet køn)
– Zoofili (Dyresex)
– Saliromani (Spyt og sekreter)
– Kleptomani (At stjæle)
– Pyromani (Ild)
– Asfyxiofili (Kvælning)
– Pictofili (Film/billeder af sex)

Til zoofili gælder dog følgende regler i Danmark:

I Danmark er seksuel omgang med dyr ikke forbudt, men i visse tilfælde kan der være tale om en overtrædelse af Dyreværnsloven, der bl.a. siger:

§ 1. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varige men og væsentlig ulempe.

§ 2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt.

I Danmark er dyrepornografi heller ikke forbudt, i modsætning til mange andre lande.

Zoofili omfatter seksuel omgang med dyr, og det er oftest som erstatning i mangel af en menneskelig partner. Der har tidligere i flere lande været dødsstraf herfor.
Zoofili er ofte forbundet med sadisme og vold. I Canada er straffen op til 10års fængsel og i England, 2 år. Det menes, at mere end 50.000 danskere dyrker seksuel omgang med dyr.

I forbindelse med sadomasochismen kan indgå følgende:

Fetichisme, som er seksuel fascination ved genstande eller materialer. F.eks. sko, gummi, læder, antenner eller lignende.

Piercing, som er kropssmykker der – brugt i seksuel sammenhæng – oftest er placeret i bryster eller kønsdele. Men det kan selvfølgelig også være i tungen eller helt andre steder på kroppen.

Ekshibitionisme, som er lysten til at vise sin seksualitet og blive set.

Urinsex/toiletsex.

Transvestisme, som er lysten til, i en leg, at blive accepteret som det modsatte køn.

Cross dressing, som er leg med enkelte beklædningsgenstande fra det modsatte køn.

Det skal dog tilføjes, at ovenstående sagtens kan udleves, uden at det har noget med sadomasochisme at gøre.

Hvem afgør hvad der er normalt?

Normalt og unormalt kan opdeles i 2 kategorier:
Statistisk og ideologisk. Man kan altså tage udgangspunkt i gennemsnitsbetragtningen eller i, hvad der moralsk accepteres som normalt.
Det vil sige, at samfundet, pressen og pornobranchen er de grundlæggende dominanter, når det gælder det menneskelige syn på seksualitet. Tidligere var det for eksempel ikke almindelig tale, at fortælle om partnerbytte, trekanter, besøg i pornobutikker med mere.

John Money (Amerikansk psykolog) var en af de første der indførte begrebet parafili. Han definerer det som en tvangsmæssig reaktion på og nødvendig afhængighed af en usædvanligpersonlig eller socialt uaccepteret stimulus, som enten opleves i virkeligheden eller i fantasien, for at få en optimal seksuel ophidselse og forstærkning af orgasmen.

Tidligere stod homoseksualitet på listen over klinisk anerkendte parafilier, men i takt med udviklingen og de homoseksuelles kamp for accept, opfattes homoseksualitet efterhånden som en normalitet i de fleste kredse. – Det skal dog ikke ignoreres, at nogle kredse stadig ser skævt til de homoseksuelle, og betragter dem som ualmindelige.

Psykiatere og psykologer har længe overvejet årsagerne til de seksuelle afvigelser. – De forskellige teorier har dog skabt afmagt på grund af de dårlige resultater der har været af selve behandlingen. Man er dog overbevist om, at de væsentligste spørgsmål i forsøget på at behandle en parafili er:

1) Er det medfødt?
2) Er det en variant af en normal seksualitet?
3) Hænger det sammen med konflikter i barndommen?

Psykoanalytikerne mener, at det primært er konflikter i barndommen der ligger til grund for en parafil udvikling.
Klinikerne mener, at parafilier er vanskelige eller umulige at behandle, ikke mindst fetichisme.
Hvis det ikke er umuligt, så mener de i hvert fald, at det er meget tidskrævende.

Der er mange bud på, hvordan man kan hjælpe en person af med sin parafili. Nogle af dem er, at vedkommende skal lære at onanere uden den forbudte fantasi, og ved at skabe nye og ”sunde” fantasier, eller ved slet ingen tanker at have. Resultatet af denne type behandling har dog ikke givet de bedste resultater.

Derimod bør man i stedet arbejde mere direkte med seksualiteten og hele det grundlæggende billede af denne. Man skal kigge på vedkommendes måde at håndtere konflikter og udtrykke egne følelser. – Ofte bruges parafilien som en måde at straffe sig selv eller belønne sig selv.
Som eksempel kan man sige, at alkoholikeren ofte mener at have fortjent en øl, hvis han magter at passe sit arbejde. Samtidig kan han mene, at han ligeså godt kan tage en øl, hvis han sover over sig. – Straf og belønning er altså begge måder, hvorpå man bekræfter sit adfærdsmønster og vedligeholder det.

Til sidst er det vigtigt at definere personens ønske om at komme af med sin parafili.
Det kan man gøre ved at spørge ind til, hvor meget parafilien betyder for vedkommende, på en skala fra 1-10, og hvor meget vedkommende ønsker at komme ud af den, også på en skala fra 1-10. Hvis ønsket om at komme ud af parafilien er højere end selve betydningen, har man allerede et godt udgangspunkt for en behandling.

Det er vigtigt at tage højde for, om den parafile krænker andre mennesker.
Hvis man for eksempel er blotter eller pædofil, er det vigtigt at personen bliver henvist til det rette sted. Rigshospitalet har en afdeling, sexologisk afdeling, med dygtige og kompetente psykologer og psykiatere, som alle har stor erfaring med den type parafilier.

Til sidst vil jeg understrege, at mange parafile lever et velfungerende sexliv, med et afklaret syn på deres seksualitet. Mange af dem vælger at leve ”i skyggen”, da tabuerne er mange, og accepten lille, men det lykkes mange af dem, at finde ligesindede, som deler deres respektive interesser, og hvor de kan føle sig normale, når de udlever deres parafili.