Hvorfor er jeg terapeut ?

Hvorfor er jeg terapeut…

Som 23-årig tog jeg på eget initiativ kontakt til en terapeut, fordi jeg vidste, at noget skulle ændres, og det krævede professionel hjælp.

Min umiddelbare tanke var, at jeg havde brug for et quickfix og at jeg inden længe ville være videre i livet. Jeg vidste dog, at jeg havde brug for at få talt om en opvækst præget af utryghed, alkohol og vold og at jeg måtte få hjælp til at bearbejde de overgreb jeg havde oplevet som ung. Jeg var klar over, at tre år i prostitution havde sat sine spor og ligeledes krævede behandling.

Som 23-årig var jeg præget af angst og depression og mit liv indtil da havde en lang række af følger både psykisk, socialt og økonomisk.

Det jeg troede var et quickfix skulle vise sig at være en lang on/off rejse i terapiens navn og dermed også et møde med mange forskellige psykologer, terapeuter og behandlere og dermed et hav af forskellige behandlingsmetoder. Efterfølgende har jeg med jævne mellemrum benyttet mig af muligheden for professionel sparring når livet bød på udfordringer, eller når jeg stødte på nye reaktionsmønstre, jeg ønskede at ændre på.

For mig blev terapien et mentalt pusterum og det sted, hvor jeg kunne forlange at have fokus på mig selv uden hensyn til andre mennesker.

Da jeg som 27-årig fik muligheden for at påbegynde en terapeutisk uddannelse, var jeg ikke i tvivl. Jeg ville være terapeut og dermed blive dén, som andre kunne møde både accept, rummelighed og tolerance hos. Jeg ville give min viden og mine redskaber videre, og jeg ville samle alle de metoder, jeg havde erfaret, havde den største effekt og dermed havde størst betydning for personlig trivsel og udvikling.

I mit virke som terapeut har jeg erfaret, at alt for mange føler sig triste ensomme, ængstelige og utilstrækkelige – fordi de krav der stilles i dag kan være næsten umulige at leve op til, og derfor kan resultere i stress, angst og depression og derudover kan have stor negativ betydning for folks sociale liv samt deres kærligheds- og sexliv. For de fleste gælder det, at de har brug for nogen at tale med. De har brug for nogen, der lytter, og de har brug for, at nogen fortæller dem, at de har betydning og værdi. Ofte har de ligeledes brug for færdigheder, der kan hjælpe dem til at sige til og fra, kan hjælpe dem til at sætte grænser og kan hjælpe dem med at styrke identitets- og selvværdsfølelsen.

Det er netop den proces, som motiverer mig og giver mig lyst til at gøre det, jeg gør. For når jeg ser mennesker kæmpe, ser dem tage ansvar og tage imod hjælp til at ændre på uhensigtsmæssige tanker, følelser og handlinger, så bliver mit arbejde meningsfuldt og livsgivende. For processen er ikke ensidig. Hver dag imponeres jeg af de mennesker, jeg arbejder med. De inspirerer mig til at være bedre og til at gøre mere.

Dette er mit sande kald og jeg vil ikke lave noget andet!