Om mig

Hvordan det hele startede…

Jeg er uddannet socialpædagog, terapeut og sexolog med en masterclass i psykologi og har været selvstændig terapeut siden 2006.

Jeg arbejder i en vekselvirkning mellem narrativ terapi, kognitiv terapi og imagoterapi og bruger derudover elementer fra coaching, hypnoterapi, Enneagrammet og The Work af Byron Katie.

Jeg har en bachelor i videnskabsteori og psykologisk metodologi og har derudover en uddannelse i anatomi, fysiologi og sygdomslære.

I 2010 udgav jeg bogen ”A-Z Kærlighed & Seksualitet” ved forlaget Sohn og i 2015 bidragede jeg med kapitlet ´Internalising the violence´ i bogen ”Prostitution Narratives, stories of survival in the sex trade” skrevet af Caroline Norma og Melinda Tankard Reist, udgivet ved forlaget Spinifex i Australien.

I 2014 stiftede jeg på eget initiativ Netværksgruppen for kvinder med erfaring fra og som er ude af prostitution, hvor jeg sidder som forkvinde i bestyrelsen og som talsperson for foreningen og dens medlemmer. Du kan læse mere om Netværksgruppen HER.

Derudover har jeg siden 2006 løbende afholdt samtalegrupper for henholdsvis mænd og kvinder, afholdt workshops for par, undervist på folkeskoler og på ungdomsuddannelser i grænser, selvværd og ungdomskultur og undervist fagpersoner på opholdssteder og døgninstitutioner i forebyggelse af seksuel risikoadfærd blandt anbragte børn og unge. Jeg holder løbende oplæg på sygeplejeskolen i København og på den internationale undervisningsinstitution DIS i København og er desuden ekstern underviser på forskellige terapeutiske uddannelser.

Privat er jeg bosiddende i Valby i København og er mor til Amalie som blev født på Hvidovre hospital i 2002. Selv er jeg født i 1977 og opvokset på Frederiksberg. Jeg har, foruden en halvstorebror på min mors side, tre halve søstre på min fars side, hvoraf jeg er den ældste. Jeg er skilsmissebarn med de udfordringer det medfører og er vokset op i et hjem med alkohol og vold.

Som 11-årig blev jeg udsat for mit første seksuelle overgreb, der skulle vise sig at være et ud af mange. Efter en dysfunktionel opvækst og en lang række af seksuelle overgreb, blev seksualiteten et våben i jagten på anerkendelse og opmærksomhed. Det banede vejen til tre år i prostitution og et kokainmisbrug det sidste år af denne periode. Efterfølgende ventede en lang terapeutisk rejse, en lang række af uddannelser og glæden ved at blive mor og opleve den største kærlighed af dem alle.

Sidenhen har jeg viet mit liv til at støtte andre på deres rejse til et mere harmonisk liv.